Fokuseret konsultation tilbyder konfliktmægling på arbejdspladser, i konflikter mellem brugere / pårørende og institutioner der fungerer indenfor velfærdsområdet samt i familier og nære relationer. Se nedenfor.

Konfliktmægling fortjener en fremtrædende plads, da udkommet ofte er bedre for relationerne, end det er tilfældet for konflikter, der afgøres med hjælp fra en myndighed eksempelvis en domstol.


Jeg gennemførte konfliktmægleruddannelsen på Center for Konfliktløsning i 1996 -97. De rammer og pejlemærker som jeg lærte under uddannelsen, ligger som et vandmærke, når jeg laver konfliktmægling. Min metodiske tilgang og mine spørgsmål har rod i den løsningsfokuseret praksis.

I konfliktmægling kan jeg endvidere finde på at inddrage redskaber fra det narrative perspektiv, eksempelvis hvis en af parterne hænger fast i begreberne: “aldrig” og “altid” og lignende totalitære standpunkter, som kan stå i vejen for et håb om forsoning.

Konfliktmægling på arbejdspladsen

Fokuseret Konsultation tilbyder konfliktmægling til alt fra teams og arbejdsgrupper til hele personalegrupper. I store grupper vil vi være flere konfliktmæglere om at faciltiere processerne.

Konflikter på en arbejdsplads kan få negativ indvirkning på alle parametre, der er væsentlige at betragte, hvis man vil bedømme hvor godt virksomheden drives.

Konfliktmægling mellem borgere /pårørende og institutioner, der arbejder indenfor velfærdsområdet
Det er min erfaring, at mægling er en langt bedre løsning end de klagemuligheder, som alle brugere af offentlige velfærdsydelser og deres pårørende har adgang til. Klagebehandling trækker ressourcer væk fra kerneopgaverne. Det forhold at en bruger eller pårørende klager forværrer relationen mellem parterne. Klagersager i ankeinstitutioner er langsommelige med ventetider op til et år. I den periode er klageren påvirket af sagen med en forventning eller forhåbning om at “få ret”. Vi bliver sjældent meget klogere eller gladere af at få ret. Mægling forstærker relationerne, og ofte synes parterne bedre om hinanden efter en vellykket konfliktmægling end før konflikten. Samarbejdet er på samme måde forstærket.

Konfliktmægling i familier og nære relationer
Konfliktmægling i nære relationer kræver som regel mere tid, end det er tilfældet i professionelle relationer. Der er mere på spil mellem parterne, og konfliktstoffet er bygget op over længere tid. Det hele bliver mere komplekst. I konflikter, der er opstået i forbindelse med skilsmisse, kan det være gavnligt med to mæglere, der spejler parternes køn; eksempelvis en mand og en kvinde.

For spørgsmål om løsningsfokuseret konfliktmægling kan du kontakte Peter Frøby på 51444540

 

Kontakt Peter Frøby på 51 44 45 40 hvis du vil drøfte rammer og vilkår for et “skræddersyet” tilbud om konfliktmægling